13. december 2016

På vegne af investor har Aberdeen Asset Management solgt den eksklusive Strøgejendom Købmagergade 3, som ligger på en af hovedstadens mest attraktive adresser med Prada, Louis Vuitton og Illum som nærmeste naboer.

"Vi har bragt ejendommen til live igennem en omfattende ombygning, hvor vi har samlet et butikslejemål i stuen, et kontorlejemål på 1. sal og udviklet et nyt butiksareal i gården", fortæller Martin Helweg-Ovesen, Fund Manager i Aberdeen Asset Management, og fortsætter: "Der er et rigtigt godt flow i det ny lejemål, og den flotte butik vil være et stærkt fundament for Zara Home, som vi har indgået en langvarig lejekontrakt med".

Salget af ejendommen er sket i et samarbejde med Nybolig Erhverv København og den internationale samarbejdspartner Savills og har resulteret i et ekstraordinært godt afkast til sælger.

Udover Købmagergade 3 har Aberdeen i de seneste år udviklet Strøgejendomme som Rådhuspladsen 45 til Hard Rock, Starbucks og Netto, Købmagergade 26 til SuperDry og Frederiksborggade 12 til Burger King. Flere lignende igangværende projekter forventes afsluttet i 2017.