20. juni 2017

Jes Rovsing tiltræder stillingen som Head of Transactions i Danmark 1. juli 2017. Jes Rovsing kommer med mere end 15 års erfaring fra ejendomsbranchen, senest som salgsdirektør hos Freja ejendomme, hvor han er ansvarlig for salg af tidligere statsejede ejendomme.

”Vi glæder os til at byde Jes Rovsing velkommen til teamet i Aberdeen til sommer. Jes kommer med en bred erfaring inden for ejendomstransaktioner og er vellidt i branchen. Derudover har han et solidt netværk, som vi ser frem til at få glæde af i det fremadrettede arbejde,” udtaler landechef Henrik Kruse fra Aberdeen Asset Management.

Jes Rovsing forklarer, at han sagde ja til tilbudet, fordi han ser et stort potentiale for Aberdeen fremadrettet. Han ser Aberdeen som et særdeles stærkt brand, og håber at kunne bidrage til den videre udvikling af Aberdeens forretning.

Hos Aberdeen bliver Jes ansvarlig for både køb og salg i forbindelse med investorernes porteføljeomlægninger og appetit på nye investeringer.

”Vi har været meget glade for at have Jes i de seks år, han har været hos Freja. Han har været med til at opbygge vores salgsafdeling fra bunden og skabt gode resultater. Vi ønsker ham al held og lykke fremover. Jeg er sikker på, at Aberdeen vil få meget glæde af ham,” siger adm. direktør i Freja ejendomme Karen Mosbech.

Aberdeens aktive forvaltning af ejendomme ventes at udvikle sig med nye fonde og mandater fra investorer både lokalt og globalt.